torsdag den 13. september 2018

Stockholm til Åbo i havkajak dag 12-13

Dag 12: Ligger vejrfast for anden dag i træk. Det stormer fra sydvest. Har været ude med min lille vindmåler for at tjekke hvor meget det egentligt blæser. Den kom godt på overarbejde og den lille propel der sidder i vindmåleren hvinede. 34 knob blev det til. Goďt at teltet er sikret grundigt. Det hopper noget når der kommer et ekstra kraftigt vindstød.
Dagen er gået med at drikke, spise, sove, kigge kort og tjekke vejrmeldinger.

Dag 13: Sov længe. Stadig kraftig vind da jeg vågnede. Men gik aligevel igang med at pakke sammen for at være klar når/hvis vinden lagde sig. Og sørme om ikke det hele faldt så meget til ro at jeg klokken 12 besluttede mig for at ro videre.
De første 1500 meter var i beskyttet farvand. Næsten som at ro på en å. Men så kom jeg ud i det åbne og både vind og bølger viste mig at de ikke havde givet helt op. Det blev en spændende dag hvor jeg mange gange havde 1 meter høje bølger med kort bølgelængde ind lige bagfra. Det kan jeg virkelig ikke lide. Men det gik til gengæld stærkt.
Så havørn flere gange i dag. De er dæleme store. Smukke dyr, der desværre er temmelig sky og helst ikke vil indenfor foto-rækkevidde. Prøvede at fotografere dem flere gange, men det er ikke nemt når man også skal holde balancen i kajakken.
Kom jo sent af sted og fandt derfor først lejrplads efter 25,7 km klokken 17. Et fint sted på en lille pynt. Jeg deler pladsen med 2 millioner store røde skovmyrer og 10 millioner knot (bitte små myg). Men jeg skal forhåbentligt videre i morgen.
Dagens lejrplads: http://maps.google.com/maps?f=q&hl=en&geocode=&q=60.20479,20.31949&ll=60.20479,20.31949&ie=UTF8&z=12&om=1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar