søndag den 23. september 2018

Stockholm til Åbo i havkajak dag 22-23


Dag 22: Så kom stormen. Og jeg skal da lige love at jeg er glad for at jeg flyttede min lejr om på læsiden af øen. Det gik ganske voldsomt for sig. Jeg gik på et tidspunkt over til min gamle plads og målte vinden til 47 knob. Det tror jeg ikke teltet havde klaret. Men på min nye lejrplads var der trygt og godt. Træerne larmede og knaste. Det fløj rundt med visne blade, kviste og grene. Og så kom der store mængder døde siv flyvende fra sivskovene rundt om øen. Men det hele var hurtigt overstået. Omkring klokken 15 lagde vinden sig markant.
Hen under aften begyndte jeg at nærstudere vejrkortene. Den vejr-app jeg bruger bygger udsigter på baggrund af 5 forskellige beregningsmodeller. De var alle enige om at i morgen søndag bliver en ro-dag. Men udover det siger 3 modeller at det så bliver skodvejr mindst 5 dage frem. Derfor tog jeg en hurtig beslutning om at sætte en slutspurt ind søndag.

Dag 23: Pakkede sammen inden i teltet medens det stadig var mørkt. Længe leve pandelampen! Kom på vandet og satte tempoet til "kan-blive-ved-hele-dagen-fart". Vejret var ikke ligefrem til en almindelig søndagstur. Men det var da brugbart. Det gik der ud af og i løbet af dagen holdt jeg kun lige pauser længe nok til at spise de 4 energibarer jeg havde lagt i min dækstaske. Vinden skulle svinge fra sydvest til nordvest hen over dagen, hvilket passede mig rigtigt godt med den rute jeg havde foran mig. Det jeg ikke lige havde brug for var at den nordvestlige vind blev temmelig aggressiv. De sidste 10 km blev i hylende modvind og op til 1,5 meter høje bølger der konstant brød ind over mig. Føj for pokker. Men jeg kunne se mit mål og bed tænderne sammen. Jeg kunne se på gps'en at det gik fint fremad. Og pludselig var jeg i mål. Jeg nåede frem til den lillebitte strand nord for Åbo hvor jeg har aftalt med Mosekonen at hun skal hente mig. Jeg er fremme 5 dage før afhentning, så der er ikke andet at gøre end at slappe af, hygge og vente.
45,7 km blev det til i dag og manner jeg er træt. Men glad. Det lykkedes. Turen har været totalt vellykket.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar