Træt hund

Der fik Shelley vist lige en på opleveren! Shelley og jeg tog nemlig hen til "Frugtlundene" som ligger på det gamle kaserneareal i Ringsted. Her er der indhegnet så hunde kan løbe løs. Da vi ankom var der en mindre flok hunde i en af indhegningerne. Ca 8 til 10 stykker af  blandede racer. Shelley satte sig ned udenfor og så meget skeptisk men også interesseret ud. De andre hundeejere opfordrede til at komme ind og være med og jeg tog Shelley underarmen og gik indenfor i indhegningen. Det tog kun nogle få minutter før hun tog mod til sig og tog del i legen. Og jeg skal lige love for at hun tog del i løjerne. Til trods for at der var hunde af alle størrelser fungerede hun fint sammen med flokken. Hun talte et perfekt hundesprog og sørgede for ikke at komme i problemer. I over en time hyggede hun sig sammen med de andre og det var super lærerigt for hende, så det gør vi helt sikker snart igen. Nu ligger hun som man kan se på billederne og er meget, meget træt på sofaen.

Shelley - Austrailian Sheppard

Jeg vil da lige dele med hele verden at der er kommet en ny beboer i husstanden. Hun er født 1. maj og er en Austrailian Sheppard, sort/hvid/beige tricolor med en fin lille bob-tail.

Shelley, som vi kalder hende, flyttede ind for ca. fjorten dage siden og stortrives. Hun er fuld spilopper og laver al den ballade som kan forventes af en hvalp. Super destruktiv har hun dog ikke været endnu.

Shelley er datterens hund, meeeen når man nu bor under samme tag kan man jo ikke lade være med at knytte sig til den lille hårbolle ;-)

Hun er dejlig at gå tur med og klarer alt hun bliver udsat for. By, trafik, springvandet på torvet, op og sidde på den store sten, mange mennesker, andre hunde, regnvejr og skov. Vi er i fuld gang med miljøtilvænning.

Og selvom Shelley er datterens hund så håber jeg på at hun kommer med på en vandretur eller to. Eller måske på kanotur :-)

Shelleeeeeyyyyyyyyyy ....    Dygtiiiiiiiiiiiiig ....

10 dages kanotur

Det er vist på tide at jeg får fortalt lidt om den fantastiske kanotur som min 11 årige datter Amalie og jeg var på her i sommerferien.

Kanoen vi var af sted med er min trofaste sandwich-konstruerede kano fra Venture Canoes som jeg har døbt Maisha ya Safari. Som tidligere skrevet er det Svahilli og betyder, Livets rejse. Maisha har efterhånden taget mig på mange ture som vil være i min bevidsthed resten af livet. Hun lever op til sit navn. Denne skønne sommerferietur var ingen undtagelse.

Forberedelserne til turen startede længe før ferien. Men den sidste store omgang pakning skete først dagen før vi tog af sted. Amalie skulle jo lige ankomme først og vi skulle have sorteret og pakket alt det hun skulle have med. Det blev til 5 vandtætte 30 liters tønder samt vandtætte pakposer til telt og liggeunderlag. Vi havde mad med til at være selvforsynede i 10 dage. Derudover en masse hyggeguf. Så vi led ingen nød. Vi havde også 20 liter vand med hjemmefra. Men langt det meste af det vand vi bugte til drikkelse og madlavning tog vi direkte fra søerne. Som drikkevand blev det dog kogt først.

Vækkeuret ringede halv syv og bilen var færdigpakket med bagagen bag i og kanoen på taget klokken otte. Fed følelse af spænding og usikkerhed da vi kørte hjemmefra. Hvordan mon turen ville blive? Det var jo Amalies første længere kanotur!

Vi ankom til den nordligste ende af søen Immeln klokken 13 og fik ret hurtigt båret kano og bagage til søen. Det var varmt og solrigt. Sommerstemning,og højt humør. Vi roede sydpå ned imellem de mange øer der er i søen. Efter et par timers roning kom vi til Getnøerne og vi valgte at slå lejr på den største, Søndre Getnø. Dagen efter blev vi på og omkring øen. Naboøerne blev udforsket og der blev hygget og slappet af. På "vores egen" ø fandt vi en kæmpestor Chaga-svamp som blev hugget af birketræet med øksen og forarbejdet til mindre stykker for at tørre. Da svampen var renset for alt det ikke brugbare sorte yderskal var der ca. 4 kg. brugbar svamp lige til at lave the på. Et fantastisk fund!!

Turen gik videre sydpå til Kvinnøerne. Her fandt vi en fin plads at slå lejr på den østlige side af den største ø. Hen under eftermiddagen gik vi tur øen rundt. På turen mødte vi en anden far på tur med sin datter. Super hyggelige mennesker. Og datteren, Cecilia, viste sig nærmest at være en Amalie-klon. De svingede med det samme sammen og begyndte at fiske Skaller sammen. Senere aftalte de at vi skulle bade sammen og aftensmaden blev også lavet og spist sammen. Kanon hyggeligt.

Efter vores ophold på Kvinnøerne i det sydlige Immeln vendte vi snuden af Maisha nordpå igen. Vejret var stadig perfekt og det var mega varmt. Da vi nærmede os den nordligste ende af Immeln begyndte skyerne, på grund af varmen at bygge op. Vi besluttede at udskyde overbæringen til Filkesjön til dagen efter. Vi søgte mod land og fandt shelterpladsen ved Brotorpet. Shelteret var ledigt og vi indrettede os deri. Kort efter gik vi rundt i skoven og hyggede da der pludselig kom en mærkelig lyd igennem skoven. Nærmest som en mellemting mellem en jumbojet og et godstog der kom imod os. Amalie stoppede op og så helt blank og målløs ud. Jeg råbte til hende: Tilbage til shelteret! NU! LØB! Hun reagerede lynhurtigt og vi spurtede tilbage. Et splitsekund efter oplevede vi en tordenskylle af episke dimensioner! Det regnede så kraftigt så mand ikke kunne se 5 meter frem. Amalie sad bare og måbede. Nu ved hun at regn kan lyde som et godstog :-) Regnen forsvandt ligeså hurtigt som den kom og bagefter dampede landskabet som i et eventyr. Det førhen så tørre og støvede landskab var fornyet og forfrisket.

Mine sandaler som var slidt helt i stykker blev repareret med nål og vokstråd og inden vi gik til ro i shelteret tog vi en lang svømmetur i aftensolens orange lys.

Så blev det dagen hvor der skulle klares tre overbæringer. Vi startede med en ganske kort rotur hen til første overbæring på 500 meter. Da vi halvvejs krydsede parkeringspladsen hvor vi parkerede bilen ved turens start, fik bagsmækken lige et venligt klap og et løfte om at vi snart kom tilbage.

Efter første overbæring befandt vi os i Filkesjön. Her skulle der kun ros 1,5 km. Hvorefter vi kom til anden overbæring som bragte os til søen Raslången. Landtransporten var kun 200 meter, men til gengæld er den forholdsvis besværlig. Det meste af overbæringen foregår på meget stejle slidsker. Heldigvis er der for nyligt installeret taljer med reb til at trække og hejse kanoer op og ned. Alt gik som det skulle.

Efter nogle få kilometer på Raslången snævre søen ind til en lille men stærk strøm hvor kanosejlads er umulig. Hvis man på forhånd havde lyst til at sejle den lille strøm kommer man på andre tanker når man ser den kvaste kano der har kilet sig fast mellem nogle klipper og en lille bro i starten af strømfaldet. For at komme uden om strømmen skal kano og bagage bæres maks. 50 meter så det er hurtigt overstået. Og det var så dagens sidste overbæring. Tre landtransporter lige efter hinanden er trættende så vi syntes gerne vi ville finde en god lejrplads så tidligt som muligt. Derfor blev der lagt kræfter i padlerne og vi kom hurtigt nogle kilometer ned sydpå i Raslången. Jeg kender de fleste gode lejrpladser i området og vi sigtede efter det nærmeste. Desværre var der temmelig optaget da vi kom frem. Derfor besluttede vi os for at fortsætte mod et mere afsides liggende sted i den nordøstligeste fjord af Raslången. Her kom vi til efter yderligere et par timers roning. Og fordi at stedet ligger udenfor den almindelige kanorute var der ingen mennesker. Vi indrettede os i det hyggelige shelter og blev der et par dage som gik med gåture, små ture i kanoen, fiskeri og ganske almindelig hyggelig afslapning.

Så blev det tid til at vi gerne ville søge mod mere civiliserede egne. Lejren blev brudt op og vi roede til Raslångens østligste punkt hvor turens længste overbæring ventede. Landtransporten var 800 meter, men den var nem da det gik fint at bruge kanovognen det meste at vejen. Vi måtte dog gå turen et par gange da tønderne var for tunge at have liggende i kanoen medens den kører på hjulene. Men alt i alt tog overbæringen kun 1 times tid og så var Raslången udskiftet med søen Halen. Olofstöm som er områdets eneste større by ligger i Halens østligste ende og nås med et par timers padlen fra overbæringen. Ved Olofström roede vi hen til campingpladsen hvor vi ”bookede” plads til teltet i tre døgn. Efter at have slået teltet op og indrettet os gik vi tur ind til centrum for at handle nye forsyninger af slik, kage, søde sager, guf, mere slik … og mad.

Den efterfølgende dag pakkede vi en taske og roede på opdagelse til den nordlige ende af Halen hvilket var en meget smuk tur. Ellers gik dagen bare med at dase på campingpladsen og bade ved den fine strand.

Så kom dagen hvor bilen skulle hentes til Olofström fra Immeln. Jeg havde sat vækkeur til klokken 5.00 og klokken 6.00 roede jeg af sted i Maisha på en solo-speed-tur. Jeg havde et minimum af bagage med. Kun lige lidt overlevelsesgrej i tilfælde af uforudsete hændelser. En sovepose, min bugout-bag, en håndfuld müslibarer og et par liter vand.

Et par timer efter at jeg tog af sted fra campingpladsen blev det kraftigt tordenvejr og jeg måtte på grund af lyn ro helt inde under klipperne og holde mig under træerne langs med søen så godt jeg kunne. På et tidspunkt regnede det så kraftigt at jeg blev nødt til at øse regnvand ud af kanoen hvert 3 minut. Sigtbarheden under de kraftigste byger var så lav at jeg på et tidspunkt missede en smal passage jeg skulle igennem. Da bygen var væk havde jeg ingen ide om hvor jeg var og det kostede mig en del padlen omkring at finde tilbage på rette spor. Overbæringerne mellem søerne Halen, Raslången og Filkesjön gik rimeligt nemt da jeg jo ikke havde nogen bagage af betydning. I løbet af 5 timer var jeg tilbage ved bilen hvor kanoen hurtigt blev spændt på taget. Så gik turen tilbage til Olofström hvor det viste sig at Amalie havde været lidt urolig for sin gamle far. Uvejret som ramte mig havde også hængt et stykke tid over campingpladsen og det havde været temmelig voldsomt. Det var vist godt at jeg sendte sms’er undervejs for at fortælle om hvor langt jeg var kommet.

Dagen efter pakkede vi sammen og vente næsen hjemad. Vi kan nu se tilbage på en helt fantastisk tur. Til trods for at det var Amalies første længere tur var hun en dejlig ”overlevelsesturs-makker” som klarede alle strabadserne helt uden brok. Hun nød den skønne natur mindst ligeså meget som jeg selv.

10 minutters video fra turen: