mandag den 22. december 2014

M39 på tur

 
 
M39 rygsækken blev brugt af det svenske forsvar i 1930'erne op til 50'erne. Det er en ekstremt simpel men meget holdbar rygsæk. Ingen forfinede detaljer og lækker luksus. Til gengæld er materialerne ekstremt gode. Super canvas og læder af en kvalitet man ikke laver mere. Rammen er lavet af jernrør som ikke vejer så meget som man umiddelbart skulle tro.

Jeg fik en god" deal" om at købe tre af disse gamle sække for et meget beskedent beløb. Efter at have hentet sækkene på posthuset kunne jeg konstatere at afsenderen havde holdt ord. Der var en sæk i rimelig stand, en i dårlig stand og en i temmelig dårlig stand. Jeg tror dog at alle tre rygsække med lidt arbejde kan komme i brugbar kondition. Muligvis bliver to af rygsækkene kombineret sammen til en sæk i rigtigt god stand.

Jeg har indtil videre kun arbejdet med den sæk der var i bedst stand. Det har taget et par dage med nulren og gnubben. Læderet har fået flere gange go' massage med rigeligt bivoks og sækkelærredet har fået mange lag indsmeltet grønlandsvoks. De yderste hjørner af rammen nederst på lændestøtten har fået en tur med en hammer på en ambolt for at blive rettet ud så rammen ikke gnaver på siden af ryggen. Efter endt restaurering står sækken i perfekt stand. En del patina af den gode slags, men ingen defekter og alt er lige så holdbart som da sækken blev udleveret til sin første soldat for ca. 80 år siden.

Her i weekenden kom min nyistandsatte M39 så med i skoven. Hængekøje, underquilt, tarp og sovepose. Det hele fandt plads i sækken. Og den var slet ikke så dårlig at gå med som man kunne frygte. Faktisk sad den udmærket på ryggen. Nok ikke godt nok til, at den skal bruges på langture, men til kortere ture uden mange kilometers vandring er den perfekt.

tirsdag den 9. december 2014

Ny Tarp og Bushbox


En meget regnfuld og våd søndag hvor datteren skulle køres til rideskolen for at øve årets julerideopvisning måtte jo bruges lidt konstruktivt.
Så den nye tarp og den nye Bushbox XL (bålbrænder) som havde ligget og ventet på at blive testet i over en måned blev fundet frem. Dagens udfordring: Tag ud i en fuldstændigt regndruknet skov og kog mig selv mindst 1 liter vand. Selv sagt uden at medbringe tørt brænde ;-)

Medens at hunden fjollede rundt i den pladrede skovbund og hyggede sig gevaldigt fik jeg sat den nye tarp fra DD Hammocks op. Den virker solid. godt syet og god størrelse. En masse holdbare befæstigelsespunkter gør den nem at sætte op  på mange forskellige måder. Jeg valgte at sætte tarpen op over en ridgeline og strakte  den ud på linen med prusik-knuder. Hjørnerne blev trukket ud med snore i diamantform. Så var der skaffet ly for regn og læ for vind.

Så var det tid til at folde den nye Bushbox ud. Super kvalitet. Godt stål og genialt design! Kvas til at tænde op med fandt jeg nederst på grantræerne. Der er næsten altid døde kviste som er tørre nok, også selvom at det øser ned. Bushbox'en var forbavsende nem at få tændt op i og da der først var gang i optændingsmaterialet blev brænderen hurtigt så varm at den var helt ligeglad hvad der blev puttet i den. Selv helt gennemblødte pinde blev hurtigt antændt og brændte pænt og varmt.
1 liter koldt vand fra dunken kogte på 7 minutter. Stor succes og jeg var glad. Nu tør jeg godt at tage på længere ture kun medbringende en Bushbox til at lave mad på.